HVAD ER ET UL-FLY?
Begrebet UL fly spænder idag meget bredt, fra trikes og åbne rorstyrede fly konstrueret af aluminiumsrør og beklædt med kunststof til moderne konstruktioner lavet af glas- og kulfiber med en cruisespeed på over 200 km/t.
Med denne sport har du mulighed for at komme i luften for et overkommeligt beløb.
De mest anvendte motorer har tidligere været 2-takts motorer på mellem 40 og 65 HK, men 4-takts boxer motorer på 80 - 100 HK anvendes i stort set alle nye UL-fly.
Maksimum startvægt for et en-sædet UL-fly er 300 kg og 450 kg (480 kg for søfly) for et 2-sædet fly. Maksimum tomvægt for et flyveklart 2-sædet fly uden brændstof er 275 kg.
Ved maksimal startvægt skal flyet stadig være styrbar ved en flyvefart på 65 km/t eller mindre.
Der findes 3 klasser af fastvinge UL-fly:
Klasse A: Vægtskiftestyrede fly, som også kaldes TRIKES eller motoriserede drage fly. De styres med en styrebøjle med hvilken opdriftspunktet forskydes under vingen.
Klasse B: Rorstyrede fly, der styres med styrepind og pedaler som øvrige almindelige sportsfly. Der er omkring 400 rorstyrede UL fly i Danmark.
Klasse P: En motoriseret glideskærm med understel, også kaldet Powered Paraglider.
Derudover findes der også UL gyro-koptere som oplever en voksende popularitet. Gyrokopteren er en hybrid af et fastvingefly og en helikopter. En propel driver flyet frem og rotoren autoroterer derved og giver opdrift.
Reglerne for Ultralette fly minder meget om reglerne for de lidt større fly (A-fly). Dog er der enkelte afvigelser (udover dem der er beskrevet her på siden), som er fastsat i BL 9-6 som du kan læse her.